Nyt fra Klimaalliancen  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏
      Logo
 
 

Klimaalliancens nyhedsbrev december 2025

 
 
Velkommen til Klimaalliancens nyhedsbrev, december 2025  
 
Dette nyhedsbrev er delt op i tre afsnit. I det første afsnit kan du læse et tilbageblik på 2025 i Klimaalliancen. Dernæst følger afsnittet ”Aktuelt og arrangementer”, hvor du kan holde dig ajour med hvad der sker lige nu i Klimaalliancen. Endelig følger et tredje afsnit med inspiration til det kommunale klimaarbejde, der kommer fra andre aktører end Klimaalliancen.  
 
Rigtig god læselyst.  
 
- Sekretariatet for Klimaalliancen  
 
 

2025 i Klimaalliancen

 
2025 har været endnu et begivenhedsrigt år i Klimalliancen. I dette afsnit dykker vi ned i nogle af de emner der har fyldt mest i Klimaalliancen i år.
 

Tillykke til de kommuner, der har vedtaget opdaterede klimahandlingsplaner

I 2025 har flere kommuner sat gang i arbejdet med at opdatere deres klimahandlingsplaner. I Klimaalliancen tilbydes alle kommuner sparring og understøttelse i opdateringsprocessen, så planerne fortsat kan leve op til nyeste internationale standard for klimaplanlægning.
 
Roskilde Kommune var den første danske kommuner til at opdatere sin klimahandlingsplan til den nyeste standard fra C40, og i 2025 er Assens, Frederiksberg, Høje-Taastrup, Lejre og Aarhus kommuner fulgt trop. Stort tillykke til alle seks kommuner.
 
Du kan finde alle kommunernes klimahandlingsplaner via. dette link.
 

Nye borgmestre og byrødder valgt

Klimaalliancen har naturligt været optaget af kommunalvalget. Kommunalvalget har betydning for sammensætningen af de 98 kommunalbestyrelser og borgmestre, og for sammensætningen af KL’s bestyrelse og fagudvalg. Altinget har lavet en samlet oversigt over de nyvalgte borgmestre, som kan findes her.
 
Fra Klimaalliancen ser vi frem til at samarbejde med de nye kommunalbestyrelser og borgmestre. Hvis du skal klæde dine nye politiker på med viden om Klimaalliancen, er de væsentligste informationer samlet på Klimaalliancens videns- og samarbejdsplatform  (OBS kræver kommune-login).
 

Klimaalliancens første statusrapport landede

I april 2025 udkom Klimaalliancens første statusrapport. Rapporten gør status på kommunernes implementering af klimahandlingsplanerne. I statusrapporten lyder det blandt andet, at ”kommunerne overordnet set udnytter deres handlingsrum, men der er potentialer for mere”. Endvidere står der i rapporten, at ”flere tager bilen, færre tager bus og tog, og cyklismen er stagneret”, ligesom at ”udfasningen af olie- og gasfyr går for langsomt, og fjernvarmeudrulningen er stagneret”. Rapporten indeholder mange andre væsentlige konklusioner. Læs mere på Klimaalliancens hjemmeside. Statusrapporten er udarbejdet af CONCITO, som uafhængig videnspartner i Klimaalliancen. Næste statusrapport udkommer i 2026.
 

Tak for I udfyldte spørgeskemaet ”Kommunernes årlige klimastatus”

KL udsendte samtidig i 2025, på vegne af Klimaalliancen, Kommunernes årlige klimastatus til besvarelse hos kommunernes tekniske direktører den 8. oktober. I alt 86 kommuner har besvaret undersøgelsen. Tak for det. Jeres besvarelser vil blive brugt til at udarbejde Klimaalliancen næste statusrapport, og danne grundlag for Klimaalliancens fremadrettede fokus.
 

Det strategiske fokus for Klimaalliancen 2025/2026

I løbet af 2025 blev der politisk tre strategiske fokusområder. Fokusområderne er følgende:

  1. Fremtidssikring af vores energisystem, herunder konvertering af individuel opvarmning samt udfasning af fossile brændsler og elektrificering af samfundet.
  2. Øget politisk opbakning til at udnytte sammenspil mellem grøn trepart og klimahandlingsplanerne.
  3. Klimatilpasning, herunder datatilgængelighed og -anvendelse samt finansiering og modsatrettede hensyn i lovgivningen.

Beslutningen blev truffet af den politiske udviklingsgruppe på et møde den 23. april 2025. De tre emner er siden blev anvendt som fokusområder for Klimaalliancen i forhold til planlægning af aktiviteter. Det gælder blandt andet ift. de webinarer, der er udkommet fra Klimaalliancen.

 

Klimaalliancens videns- og samarbejdsplatform er gået online

2025 er også året, hvor vi lancerede Klimaalliancens videns- og samarbejdsplatform, som nu er Klimaalliancens primære kontaktflade med kommunerne. Klimaalliancens videns- og samarbejdsplatform har til formål at give kommuner og andre partere i Klimaalliancen et sted, hvor viden, materialer og inspiration kan deles, og hvor du kan finde materiale fra partnerskabet og arrangementer. Vi kan også fejre, at alle 98 kommuner har oprettet bruger på platformen.

 

Kommunernes Klimakvarter om klimatilpasningsdata

Klimaalliancen og KL har i 2025 sat særligt fokus på opbygning og opdatering af datagrundlaget inden for klimatilpasning i de kommunale klimahandlingsplaner i webinarserien Kommunernes Klimakvarter.  Igennem ni webinarer har Klimaalliancen, KL’s fagkonsulenter og eksterne eksperter givet en overordnet indflyvning i, hvor data for forskellige udfordringer findes, hvilke opdateringer der er sket i data siden DK2020, og der er videreleveret viden om ny relevant lovgivning. Webinarrækken har dækket udfordringer som stormflod, terrænnært grundvand og erosion.

Find optagelser samt præsentationer fra webinarerne via Klimaalliancens videns- og samarbejdsplatform.

 

Klimaudviklingsspor

I 2025 er der samtidig både igangsat og afsluttet klimaudviklingsspor i Klimaalliancen. Sporerne skal udforske løsninger på konkrete udfordringer, som kommuner møder i implementeringen af deres klimahandlingsplaner.

Klimaudviklingssporerne Klimabudgetter og Skader ved stormflod i Danmark er afsluttet i 2025. Sporet Klimabudgetter har udarbejdet publikationen ’Guide til kommunale klimabudgettering’, hvor en række kommuner deler deres erfaringer med klimabudgettering. Skader ved stormflod i Danmark udgav i april den opsummerende rapport, som fik stor national presseopmærksomhed, da rapporten peger på, at fremtidens stormfloder kan koste Danmark over 200 milliarder kroner. Sammen med rapporten har alle danske kystkommuner fået udarbejdet detaljeret risikokort og skadeberegninger gennem klimaudviklingssporet.

Klimaudviklingssporet Reduceret CO2-udledning fra kommunale vejanlæg via InfraLCA har i 2025 tilbudt alle danske kommuner at få lavet LCA-beregninger af kommende anlægsprojekter. Sporet har udviklet beregningsmetoden ud fra Vejdirektoratets InfraLCA-tilgang og giver kommuner et bedre indblik i anlægsprojekters klimaaftryk.

I september igangsatte vi klimaudviklingssporet Helhedsorienteret ejendomsstrategi, som skal adressere nogle af de udfordringer, som kommuner i dag oplever inden for energieffektivisering og optimering af offentlige bygninger. Alle kommuner er inviteret til deltagelse i projektet. Se pressemeddelelsen om projektet her.

Husk at du kan læse om Klimaalliancens aktive og afsluttede klimaudviklingsspor på Klimaalliancens hjemmeside. På Klimaalliancens videns- og samarbejdsplatform deles viden og resultater fra sporerne løbende med alle kommuner.

 
 
 
 

Klimaalliancens arrangementer

 
Efter 2025-tilbageblikket kommer nu et afsnit med mere aktuelle nyheder fra Klimaalliancen. Her kan du også læse om kommende arrangementer.
 

Webinarserie om fremtidssikringen af vores energisystem

I 2026 afholder Klimaalliancen er webinarserie, der sætter fokus på fremtidssikringen af energisystemet. I gennem fire webinarer vil vi sætte fokus på kommunernes rolle i VE-udbygningen, hvor vi får udfaset gas til opvarmning i 2035, hvordan vi sikrer den lokale opbakning til VE-projekter, og hvordan vi styrker beredskabet i energiforsyningen.
 
Hvert webinar skal bidrage med ekspertoplæg og kommunale eksempler, der skal bidrage med inspiration til arbejdet i kommunerne. Webinarerne afholdes den 20. januar, den 27. januar, den 25. februar og den 10. marts. Læs mere og tilmeld dig webinarerne via Klimaalliancens videns- og samarbejdsplatform.
 

Klimaledelses-webinar

Den 9. december 2025 afholdte Klimaalliancen  i samarbejde med Kong Frederiks Center Offentlig ledelse webinaret Klimaledelse i Praksis – inspiration og indsigt til kommunale ledere. Webinaret omhandlede, hvilken betydning ledelse har, når kommunerne skal realisere målene i de kommunale klimahandlingsplaner.
 
Du kan finde slides og optagelse af webinaret på Klimaalliancens videns- og samarbejdsplatform.
 
 
 
 

Inspiration fra andre

 
I det følgende afsnit kan du finde inspiration, der kommer fra andre aktører end Klimaalliancen.
 

Nye DMI-data til klimatilpasnings-arbejde: julen bliver vådere i fremtiden

DMI’s Klimaatlas udstiller autoritative data om fremtidens klima i Danmark frit tilgængeligt i mange forskellige formater. Klimaatlas viser tal, grafer og figurer, som er konkrete bud på de forventede klimaændringer i fremtiden. Klimaændringerne er baseret på scenarier for fremtidig udledning af drivhusgasser – et højt, mellemhøjt eller et lavt udledningsscenarie – beskrevet af FN’s Klimapanel, IPCC. Klimaatlas bruges af stort set alle kommuner til klimatilpasningsplanlægning og projekter. Klimaatlas opdateres denne gang med bud på fremtidens vintre og de nye tal viser, at fremtidens jul både er mere våd og sjældent hvid. De meget våde vintre bliver næsten dobbelt så hyppige i slutningen af århundredet, i et mellemhøjt udledningsscenarie.
 
Du kan finde de seneste data og orientere dig her.
 

Case-katalog fra DI/KL: sådan kan erhvervsliv og kommuner samarbejde om lokal klimahandling

Dansk Industri og KL har sammen i slutningen af november udgivet et case-katalog. Kataloget skal vise gode eksempler på, hvordan erhvervsliv og kommuner sammen kan fremme lokal klimahandling. Der er tre cases, der handler om offentlige indkøb, og to cases, der handler om opsætning af vedvarende energi.
 
Case-kataloget kan findes via. dette link.
 

Ny publikation fra CONCITO skal fremme ”klimabevidstheden om boliger”

I en ny publikation fra CONCITO kan du læse om fem temaer, der, ifølge organisationen, kan øge ”klimabevidstheden” om vores boliger. En del af temaerne har særlig relevans for kommunerne. Det gælder tema 4, der handler om at opdele eksisterende bygninger til flere boliger. Og det gælder tema 5, der blandt andet handler om at flyttemønstre. Publikationen skal, ifølge CONCITO, fremme dialogen mellem politikere, bygherrer, myndigheder og planlæggere om, hvordan byggeriet og bosætning kan bidrage til grøn omstilling. Publikationen kan findes via. linket her.

Analysen er en del af forsknings- og formidlingsprojektet Den gode bolig på færre kvadratmeter, som er udviklet og udført af CONCITO, Behave Green og Det Kongelige Akademi – Institut for Arkitektur og Teknologi.

 

Kommuner kan søge støtte til cirkulære løsninger hos nordisk fond

”The Innovation Fund for Circular Solutions”. Det er navnet på en fond, som kommuner i nordiske lande kan søge. Fonden er støttet af Nordisk Ministerråd, og der er 3 millioner kroner til rådighed fra 2025-2027. Fonden støtter projekter, der fremmer cirkulære løsninger. Du kan læse mere om fonden her.
 

Søg penge til unge-inddragelse i klimaarbejdet, senest 23. januar

Bloomberg Philanthropies udvider nu deres “Youth Climate Action Fund”. Op til 300 kommuner kan søge finansiering til inddragelse af unge i deres arbejde med klima. Vær opmærksom på, at der er deadline for ansøgning til fonden allerede den 23. januar i 2026. Gennem dette link kan du hurtigt danne dig et overblik over kravene til ansøgere.
 

KL’s Klimapris 2026 er åben for indstillinger

KL uddeler for femte år i træk KL’s Klimapris, og det er nu tid til at overveje, hvilke indsatser der skal indstilles til KL’s Klimapris 2026. Prisen uddeles i forbindelse med KL’s Klima & Miljø Topmøde d. 16. og 17. april 2026 i Aarhus. KL’s Klimapris hylder kommunale indsatser, som er lykkedes med den grønne omstilling til inspiration for andre. Der lægges vægt på, at vinderen af KL’s Klimapris er en indsats, der både har effekt og spredningspotentiale, kan give læring til andre kommuner, er nytænkende og innovativ og er lykkedes med at skabe lokal opbakning, forankring og følgeskab.
 
I kan allerede fra i dag indstille jeres indsatser. Hver kommune kan indstille flere indsatser, og KL skal modtage alle indstillinger senest den 16. januar 2026. I kan indstille jeres projekter via dette link: Indstillingslink.
 
 
Sekretariatet ønsker glædelig jul og godt nytår
 
 
 

Klimaalliancen

 
Klimaalliancen er et partnerskab mellem Realdania og KL. CONCITO og C40 er tilknyttet som videnspartnere.
 
Klimaalliancens nyhedsbrev er målrettet medarbejdere i kommuner, der til dagligt arbejder med klima. Nyhedsbrevet er skrevet af Klimaalliancens sekretariat i KL. Find tidligere udsendte nyhedsbreve samt andet materiale fra partnerskabet på Klimaalliancens videns- og samarbejdsplatform (kræver kommune-login).
 
Ønsker du ikke længere at modtage Klimaalliancens nyhedsbrev?
Klik for at framelde dig nyhedsbrevet